
28. februar 2008
Ugens Retro (Uge 9)
Som nogle måske allerede har gættet ud fra sidste ugens lille hint mht. Loleatta Holloway, så er ugens retro denne uge den klassiske Ride On Time med Black Box.
Black Box samplede oprindeligt Loleatta Holloway uden at spørge om lov, og fik derfor en del juridiske problemer på halsen. Men det ændrede ikke på at der var tale om et hit som folk ville have, så løsningen blev såvidt vides et forlig uden for retten og senere en geninspilning med en anden sangerinde, sikkert for at slippe for at betale royalties til Loleatta for hendes bombastiske sang-brudstykker.
Nu er sangen så ved at være 19 år gammel (that's right.. 1989) og set med vores briller (eller hørt med vores høreapparater??) er samplerne fra dengang ikke specielt gode. Men det lykkedes da Black Box at fremprovokere et nummer som stadig holder.. trods alt.

27. februar 2008
Hvad fejler min GUID?
Jeg har i dag haft en mindre heldig oplevelse med .NET frameworket. Normalt vil jeg gå langt for at forsvare dette formidable framework, men i dag stødte jeg hovedet imod en mur. Jeg arbejdede med at konstruere en WebService der skulle tage imod data fra en klient og derefter sammenligne med serverens data, og returnere rettelser til klienten. Ikke noget vildt avanceret som sådan, men mere den slags opgave der kræver at man holder tungen lige i munden og sørger for at få det hele med. Nå, men arbejdet skred altså planmæssigt frem, og midt på dagen var jeg klar til at teste skidtet. Alt så ud til at fungere fint. Sammenligningen af data foregik ud fra rækkernes ID, som var en GUID og et TimeStamp. Det var ganske problemfrit, indtil min Webservice pludseligt gik ned med et brag. Tilsyneladende fordi et eller andet Range internt i .NET frameworket pludseligt havde en minimumsværdi på 118 og en maksimumsværdi på -1. Da minimumsværdien skal være mindre end maksimumsværdien bragede skidtet ned. Jeg troede naturligvis først at der var tale om en ugyldig GUID, men efter at have debugged frem til den pågældende GUID, så den ganske uskyldig ud. Jeg prøvede at select'e den direkte i databasen, og fik den ønskede row tilbage, så umiddelbart ikke noget sært der. Jeg kaster herefter min opmærksomhed over det sted i koden hvor fejlen opstår:
DataRow[] rows = table.Select("UniqueId=" + uniqueId); //uniqueId er System.GUID
Heller ikke noget usædvanligt her, og de første mange tusinde rows kører jo også igennem uden problemer. Så må jeg jo kaste blikket over selve GUID'et, som ser nogenlunde således ud:
83aaf68d-0b81-4026-be3e-23bb4b25d9fb
Heller ikke noget udsævanligt her. Tilbage er der så bare at Google lidt i håb om at komme løsningen nærmere. Løsningen var lidt skræmmende: 3. og 4. ciffer er begge 'a'. Sammen bliver det 'aa'. For os danskere er 'aa' det samme som 'å', hvilket tilsyneladende var problemet her. Efter lidt fedten frem og tilbage i håb om at finde en egnet løsning tog jeg et longshot og tilføjede følgende til mit kode:
Thread.CurrentThread.CurrentCulture = CultureInfo.InvariantCulture;
Hurtigt recompile og ny test. Og alt gik præcis som jeg havde forventet fra starten af. Af en eller anden grund er der altså noget det Parser en GUID med 'aa' som cifre forkert. Ihvertfald når man skriver et queryStatement til Select() metoden på et DataTable. Vildt sært og virkeligt irriterende. Men jeg fik det da til at virke til sidst. Men hvad nu hvis jeg var nødt til at benytte Culture("da-DK")??

25. februar 2008
Online handel med forhindringer
Jeg er en ret erfaren net-shopper, hvis jeg da selv skal sige det. (Nåja.. hvis vi da lige ser bort fra det her).
Nå, men jeg har nu oplevet samme uheldige situation hele to gange på 4 dage:
I fredags bestilte jeg en Pentium 4 Processor til min gode gamle Shuttle SB86i, da denne af en eller anden grund ikke understøtter Core 2 Duo processorer. Det er jo i sig selv mærkeligt, men hænger sammen med at Shuttle benytter specialbyggede bundkort, for at få plads til det hele i de små kabinetter. Nå men jeg fandt via edb-priser et godt tilbud hos et firma ved navn Computerland. Jeg nåede dog knap nok at få mit dankort pakket væk efter at have betalt, for der tikkede en mail ind fra Computerland om at de desværre ikke havde den pågældende processor på lager længere, og heller ikke fik det igen. Den var udgået af deres sortiment, men de havde glemt at få den fjernet fra deres invantarliste. FLOT!! Nu er jagten på en ny Pentium 4 (eller måske en hel ny Shuttle) gået ind.
For en uge siden sendte jeg også en mail til mine forældre, med en liste over udstyr jeg mente de skulle investere i, for at kunne få sat et godt Wi-Fi netværk op i deres lejlighed. Varerne blev bestilt allerede i mandags, men i går ringede min mor så til mig for at høre hvor lang tid firmaet (Proshop) Jeg har selv handlet rigtigt meget med Proshop, og kunne derfor fortælle at de plejer at være pænt hurtige, og at hun da lige kunne prøve at sende en mail til dem. De fik så et svar tilbage, meget i stil med det jeg havde fået fra Computerland.
Heldigvis var det ikke så svært at finde et alternartiv til det produkt som var udgået hos Proshop, men helt ærligt. Det er da vildt irriterende at man bestiller produkter hos onlinefirmaer, gennemløber dankort transaktioner osv. for så blot bagefter at få at vide at du har spildt din tid, fordi de ikke kan overskue deres eget onlinesortiment. Jeg kan da forstå hvis der er varer der er udsolgt, manglende leverancer eller andre situationer i den stil, men når et produkt udgår af et firmas varesortiment er de altså nødt til at sørge for at produktet ikke længere kan bestilles fra deres onlinebutik. Det ville da give kunderne en meget bedre oplevelse af handel med butikken.
Nå, men som tidligere nævnt har jeg jo handlet en del på Nettet, og det er sjældent det ender sådan her. Jeg vælger at tro det ikke er en ny trend, men bare et uheldigt sammentræf. 

21. februar 2008
Ugens Retro (Uge 8)
"Back when Mark Wahlberg was Marky Mark" som Eminem rappede engang.. Ikke fordi Eminem er Marky Mark fan. Tværtimod. Det var ment som et diss til Mark Wahlberg, som Eminem mente havde travlt med at begrave sin "tvivlsomme" fortid som Marky Mark, da han fik succes i Hollywood.
Indrømmet er det da heller ikke den mest glorværdige musikkarriere han opnåede (altså Marky Mark.. Eminem klarede sig da vist fint nok
), men han gav os da ihvertfald denne gamle traver, fra 1991. Ikke det store raptalent, men han havde noget som mange andre på den tid gerne ville have (Ud over en storebror i New Kids On The Block): Loleatta Holloway. Hende vender vi tilbage til i næste uge. Så kan i musiknørder derude jo se om i kan gætte hvad vi skal se der
.
Anyhoo.. ugens retro er hverken mere eller mindre end: "Marky Mark And The Funky Bunch - Good Vibrations"

19. februar 2008
Hvor er rettighederne?
For nyligt blev Coolshop udsat for indbrud, for gud ved hvilken gang. Af ren og skær frustration og irritation over de mange indbrud og politiets indsats i forbindelse hermed, valgte Coolshop så at lægge et filmklip på Nettet med idioten der begik indbruddet.
For nyligt blev en guldsmed udsat for et voldsomt røveri, hvor personalet blev slået og sparket af gerningsmændende. Som i tilfældet med Coolshop valgte Guldsmeden at smide overvågningsbillederne på YouTube. Tilsyneladende af samme årsager som Coolshop.
I begge sager har Datatilsynet været ude med riven. De mener det krænker gerningsmændenes retssikkerhed når der smides videoklip af deres forbryderiske gerninger på Nettet. Hvad for noget? Sikke noget blødsødent crap... Det er da rent til grin. Hvad med de stakkels forretningsdrivenes rettigheder? Når politiet ikke har ressourcerne til at opklare forbrydelser, så er der vel ikke noget at sige til at folk tager nye muligheder og teknologier i brug for at beskytte deres forretninger? Det kan da ikke være rigtigt at det er mere ulovligt at forsøge at finde ud af hvem der har begået et indbrud, end at begå et indbrud?
Forstå mig ret. Jeg mener ikke at 7-Eleven skal have lov til at smide billeder af små teenagetøser der stjæler en pakke tyggegummi på Nettet, men når der er tale om alvorlige forbrydelser, så mener jeg det er helt fint... Hvis det er det der skal til.
Hvis myndighederne gerne vil have lidt kontrol med hvilke forbrydelser der ender på Nettet foreslår jeg at man laver en ordning som butikkerne kan tilmelde sig. Så kan man sætte et mærkat på døren til butikker om at butikken er overvåget, og forbrydelser mod butikken vil blive offentliggjort på Nettet. Vælger man så bagefter at røve sådan en butik alligevel, kan det da ikke på nogen måde komme bag på de kriminelle at det har konsekvenser.
Den bedste måde at undgå at blive stemplet som forbryder er nu engang ved at lade være med at begå forbrydelser. Som de siger i Guds eget land: "If you can't do the time, don't do the crime."
HD-DVD er død..
..længe leve Blu-Ray
Eller noget i den stil. Det må være konklusionen på de efterhånden mange nyheder man har kunnet læse på diverse Nyhedssider hele dagen i dag. Dødsstødet kom da Toshiba, som den sidste store HD-DVD producent smed håndklædet i ringen. Inden da havde Microsoft også opgivet HD-DVD, ja der går endda rygter om at der allerede til maj kommer en Blu-Ray afspiller til Xbox 360.
Jeg synes det er fedt at den formatkrig der har været mellem de to formater endeligt er slut. Det betyder at vi som forbrugere kan begynde at gøre klar til at skifte til DVD'ens afløser, uden at frygte at vi ender med nogle film der ikke er mulighed for at afspille. Naturligvis er der allerede folk der har investeret i HD-DVD afspillere og film, men de folk der investerer i cutting-edge teknologi midt under en formatkrig må også være klar over at der er risiko for at stå tilbage med ubrugelig teknologi.
Heldigvis er Blu-Ray afspillerne bagudkompatible, så alle de mange hundrede DVD-film man har investeret i kan stadig afspilles når man engang (inden længe?) skifter til Blu-Ray.
Det store spørgsmål jeg står tilbage med er så hvorfor vi overhovedet skal have et nyt format. Når mere og mere indehold bliver tilgængeligt via Internettet, hvorfor får vi så ikke snart nogle fornuftige Streaming services, så vi kan leje rettet til at streame en film i HD kvalitet? Sagen er nok at der sælges ufatteligt mange film, så der vil gå mange penge tabt, hvis man holdt op med at sælge film på fysiske medier som Blu-Ray o.l.
Der vil naturligvis også komme penge ind på udlejningen af streamede film, men vi kender jo alle den ret konservative filmindustri. 

15. februar 2008
Ugens Retro (Uge 7)
På grund af de lidt triste omstændigheder tidligere på ugen er Ugens Retro blevet lidt forsinket. Men snydes skal vi da ikke. Jeg har i denne uge hevet en lidt mere Ol' skool Hip-Hop ting frem fra gemmeren. Selv om der er tale om ægte Hip-Hop lykkedes det for Rob Base & DJ Easy Rock at få et massivt club hit ud af dette nummer. Ikke en helt uanseelig bedrift i 1988. Jeg kan huske da jeg hørte dette nummer første gang. Det var så stort. Jeg skyndte mig ud at købe albummet, men ud over "It takes Two" og "Get On the Dance Floor", var der ikke meget at hente på det album. Man hørte da heller ikke meget mere til de to herrer.
Men dette nummer var stort, så put jeres hænder sammen for:
Rob Base & DJ Easy Rock - It Takes Two

14. februar 2008
En tom plads
Igår var en sort dag. Jeg var desværre nødsaget til at tage den ene af mine katte, Nala med til dyrlægen... for sidste gang. Hun havde været syg i efterhånden mange år, men med specialfoder og kærlig behandling kunne hun klare sig. Nu var der så optræk til et nyt syddomsudbrud, hvilket kom til udtryk i form af en masse opkast og sløvhed. Selv om hun til tider stadig var kvik og fuld af ballade, var der ikke andet at gøre end at træffe den hårde beslutning om en aflivning.
De sidste timer inden aflivningen var ikke specielt rare, og ventetiden hos dyrlægen næsten ikke til at holde ud. Men dyrlægen var flink og rar, og aflivningen foregik ganske udramatisk. Nala fik en bedøvende indsprøjtning, og var "Fars pige" til det sidste. Hun peb ikke eller noget som helst da hun blev stukket. Jeg var hos hende mens hun stille sov ind, og jeg har overhovedet ikke indtryk af at hun led det mindste.
Nu er hun væk. Hun lider ikke og har det, hvis jeg kender hende ret, hyleskægt der hvor hun er nu.
Her er der lidt stille og lidt tomt. Der er mange små ting som man plejer at gøre sammen hver dag der lige skal lidt på afstand. Heldigvis har jeg hendes lige så søde søster, Mickey endnu.
Nala nåede lige præcis at blive 10 år, og jeg kan stadig huske hvor lille og kær hun var første gang jeg så hende. Det var kærlighed ved første blik. Vi har oplevet rigtigt meget sjovt sammen, men alting har en ende.. Selv for en lille kat med krudt i røven.
Hvil i fred gamle ven. Du vil blive savnet.

11. februar 2008
ASP.NET Wiki
Som en del af Microsofts anstrengelser for at få brugerne til at binde sig yderligere til deres udviklingsværktøjer, har de nu lanceret et nyt site, hvor udviklere har mulighed for at være med til at forme dokumentation og eksempelkode på typisk ASP.NET funktionalitet.
Det hele fungerer groft sagt som Wikipedia, som er en helt fantastisk ting i mine øjne, og den nye ASP.NET Wiki ser også yderst interessant ud. Om det så bliver et stort hit blandt udviklere kan kun tiden vise. Men det giver da ihvertfald mulighed for at man istedet for at google efter hjælp til eventuelle problemer, kan benytte ASP.NET Wikien. Skulle det så være sådan at man mener der er fejl/mangler/andre forbedringer til kodeeksempler og den slags, kan man i bedste Wiki stil redigere i materialet. Man skal dog nok stadig tage samme forbehold for materialets gyldighed som man (forhåbentligt) gør på Wikipedia.
Se ASP.NET Wiki her

8. februar 2008
What a ripoff!!!
Gode gamle D-Noc er sgu blevet snøret.. Godt og grundigt endda. Jeg har efter en hel uges ventetid fået den tegneserie jeg var så begejstret for i sidste uge... 24 sider... ganske som beskrevet, men normalt består en tegneserie af 6-9 (eller flere) ruder pr. side. Den her består af en side med tekst efterfulgt af en side med en tegning.. alt i alt 10 tekster/tegninger sammensætninger og 4 sider med oplysninger om forlag, forfatter og lignende.
Tegneserien er, så det fremgår af billedet her, ikke væsentligt større en et skide CD cover. Hvordan er den?
Det er sgu ikke godt nok!! Bevares jeg gav kun 35,- men alligevel. Indholdet er der som sådan ikke noget i vejen med, men jeg havde jo regnet med at det var 24 sider med måske 3-4 tekst/tegning sammensætninger pr. side. Så tegneserien er læst på MEGET kort tid, og det meste var allerede i previewet på Nettet. Skod, Skod, Skod!!
Nå, men bedre blev det jo så ikke af at Chesters Bogcafé bongede mig for hele 30,- i forsendelse. Helt ærligt? 30,- for en kuvert, et A4 med faktura og et frimærke til 5,50 kr? Noooo.. Har i ingen skam?

6. februar 2008
Ugens Retro (Uge 6)
Også i denne uge er Ugens Retro i den mere dansable genre. Jeg kan huske at jeg i sin tid (1989) hørte dette nummer for første gang, og var solgt på stedet. Bare indledningen var nok. Senere købte jeg K.L.F.s Album "The White Room". I første omgang var jeg ret skuffet over det, men med flere gennemlytninger gik det efterhånden op for mig at K.L.F. var noget specielt. Måske var de for specielle, for der kom ikke rigtigt mere fra dem. Masser af mystik omkring gruppen, sære mediestunts og kontroversielle gerninger. Men ikke meget musik... Desværre..
Nå, men ikke destro mindre: Se eller gense et fantastisk stykke Dance kultur:
The K.L.F. - 3 A.M. Eternal.

4. februar 2008
Er USB-spareskinner pengene værd?
Hvis man spørger mig er svaret et klart og rungende NEJ!!
Jeg har en del perifert udstyr som jeg med fordel kunne slukke når min maskine alligevel ikke kørte (heriblandt en Dell TFT der hyler ret meget i stand-by). Derfor investerede jeg 80,- i en fiks USB-spareskinne som jo skulle kunne løse det problem.
Men efter at have flyttet alle de pågældende stik over i USB-spareskinnen kunne jeg så bare konstatere at der stadig var strøm på alt udstyr, selv om min PC var slukket. "WTF?" tænkte jeg og checkede alt igen. Men jeg havde (naturligvis) gjort alt rigtigt. Det viser sig så at min Shuttle PC vælger at holde strøm på USB-portene selv om den er slukket. En grundig gennemgang af BIOS afslørede at dette ikke stod til at ændre. Løsningen for mig blev at investere i en ganske almindelig strømskinne med tænd/sluk knap monteret. Se DET virker.
Nu siger jeg jo ikke at USB-spareskinner er noget lort.. ..blot at man nok lige skal prøve at checke om der er strøm på USB-porten selv om PC'en er slukket. Er der det er det langt fra sikkert at en USB-spareskinne bliver et hit. Jeg er ihvertfald ikke imponeret 

1. februar 2008
Nyt grafikkort != kaos
Jeg satsede hele skidtet igår aftes, og smed en BIOS opdatering i puljen. Mit gamble gav pote, for efterfølgende har min Shuttle ingen problemer med at boote med det nye grafikkort.
Temperaturen i Shuttlen er blevet lidt højere og den er derfor hurtigere til at fyre op for hastigheden på blæserne, men det virker. Jeg har nu et top-nice setup med to 19" TFT'ere ved siden af hinanden 
Det er skam ikke bare fordi jeg kan at jeg gør det. Jeg har et tilsvarende setup på arbejdet (dog med 20" TFT'ere) og når jeg nu alligevel havde to skærme til at stå ved siden af hinanden kunne jeg jo lige så godt udnytte dem. Jeg sad alligevel tit og forsøgte at hive vinduer over på skærm 2, selv om den var tilkoblet en anden PC. 
Eneste ulempe jeg har oplevet indtil videre er, at min Netbank tilsyneladende låser sig til en helt specifik kode i computerens BIOS, og gæt hvad?
Den er nu ændret efter opdateringen. Så nu skal jeg have banken til at åbne for Netbank igen, før det spiller..
..Will this ever end? følg med her på Bloggen 
Dette indlæg er en opfølgning på "Nyt grafikkort = kaos?"