Ting jeg bare ikke fatter #1

Der er bare nogle ting jeg ikke fatter. Om det er fordi jeg lever i en anden verden eller fordi det virkeligt er underlige ting skal jeg lade være usagt. Derfor har jeg tænkt mig at lave en lille Blogserie, om netop disse ting. Der vil simpelthen, i bedste ”My name is Earl” stil blive lavet en liste over den slags ting jeg bare ikke fatter. Jeg vil straks pointere at listen ikke på nogen måde er prioriteret, og at jeg ikke aner hvor lang listen bliver. Det kommer jo også an på hvor mange ting jeg ikke fatter.

Anyhoo.. #1 på listen:

Hvorfor hjerneblæste blondiner og seje homies er begyndt at anvende henholdsvis små pishunde og store glumske sataner som accessories.

Seriøst.. Det giver jo ingen mening. Latterlige små tøsepigebørn ser Paris WhatsHerFace slæbe rundt på en eller anden latterlig lille køter, der ikke ville kunne overleve i naturen på egen hånd, er naturligvis selv nødt til at få sådan et sølle kræ, for at være hippe nok. Yeah right. Hvad de små hotte chicks ikke lige har tænkt på, er at alt det dyre hundefoder de køber til dyret skal ud igen.

Surprise.. Den skal luftes, og <SkingertPigeVræl>YYYYYYFF.. DEN SKIIIIIDER.. AAAAAD</SkingertPigeVræl> Yessir.. det gør den nemmerlig.. og DU skal samle den klamme nutellamad op, lille dame.. Men det er ikke checket at samle lort op, kl. 7.30 om morgenen, inden tøsepigebarnet har fået sminket i hele bøtten, så hun går rask videre, og håber at andre samler lorten op... Yeah right.. Små tøser med små køtere skal man bare ikke blande. Period.

De seje gutter der render rundt i byen har også fået øjnene op for glæderne ved at have hund. Sådan en stor satan med tænder på størrelse med baseballbats og et temperament der passer til. Det er ikke sejt at samle lort op, så.... Nah well.. der har vi vist været...

Hvad de seje gutter ikke altid er klar over, er at disse temperamentfulde bæster kræver ERFARNE hundeejere. Det er disse gutter sjældent. Så når hunden forsøger at prøve grænser af, er de nødt til at ”opdrage” hunden. Når dette ikke rigtigt ser ud til at virke er de jo nødt til at stive deres he-man egoer af med ophidset råben, skrigen og måske endda tørre tæsk til stakkel bat-tand. Det resulterer så i en fucked up hund, der kun har lært én ting: Mennesker er fjenden. Og så skal hunden jo luftes... Og møder disse onde mennesker... ...og forsøger at klare sig som den nu bedst har lært... ved at skræmme folk. Godt gået fister-hundeejer.

Okay. Ved godt det her er grov generalisering, men fat det dog, spassere: Hunde er IKKE accessories. Hvornår har man f.eks. sidst set en Dolce&Gabbana køter? Nej vel. Vil i være hippe, så køb en ny taske (nok mest for pigerne (selv om jeg tror en del af disse seje gutter i virkeligheden er puffs)), eller et par nye sneaks.

D-Noc rant'er til "The Roots – I don't care"

Jobskifte

DSBs utallige forsinkelser og totale mangel på respekt for deres kunder har vist været oppe at vende rigeligt med gange på det seneste, så jeg skal nok lade være med at indlade mig på en lang tirade igen-igen. Men de får nu alligevel konsekvenser for mig.

For på grund af at transport mellem Aalborg og Århus i bedste fald kan kaldes sporadisk (læg lige mærke til det fikse ordspil ), har jeg efter mange grundige overvejelser besluttet at nu kan det være nok. Det er simpelthen ikke muligt for mig længere at arbejde i Århus, og bo i Aalborg. Det slider på humøret at man har en rigtig god dag på jobbet, måske får man endda ros for en god indsats, og når man så glad tager hjem, ødelægges det gode humør af at man skal vente mindst 30 minutter (og gerne 45) på at det forsinkede tog dukker op.

Nu skal DSB selvfølgeligt ikke have hele skylden. Det skal siges at jeg også føler at den lange transporttid har været en belastning for mig i forhold til min team ånd. Det er svært at være fuldbyrdet del af et team, når man ved at man har meget lang transporttid foran sig, og der skal arbejdes over. Jeg vil gerne yde mit i forhold til det team jeg er en del af, men det kan jo ikke hænge sammen når blot 3 timers overarbejde resulterer i at jeg først er hjemme når jeg skal til at i seng.

Helt slem bliver situationen jo så når begge dele falder sammen.

Når hver dag bliver ødelagt på denne måde bliver man nødt til at ændre på de parametre man nu kan. Som jeg ser det er der 3 muligheder:

1. Alternativ transport

2. Flytte til Århus

3. Finde job i Aalborg

Alternativ transport kan hurtigt udelukkes, da toget desværre er både billigst og hurtigst, set i forhold til bil eller bus. Desværre er toget jo langt fra stabilt nok til at det kan benyttes.

At flytte til Århus var en mulighed, men jeg er Nordjyde, elsker at bo i Aalborg, har gjort det størstedelen af mit liv og har hele min familie der.

Det efterlader mig med en parameter der kan justeres på. At finde et job i Aalborg. Problemet med det var at jeg jo som jeg nok også har givet udtryk for tidligere på denne Blog, er ret glad for mit job. Det er udfordrende og foregår i et åbent og lærerigt miljø, så det var ikke nogen nem beslutning at træffe. Efter mange og lange overvejelser har jeg alligevel besluttet at det ville være den rigtige ting at gøre.

Skæbnen ville så at jeg blev kontaktet af en tidligere studiekammerat, der ville høre om et ledigt job i den virksomhed han arbejder for var noget for mig. Det lød som et spændende job, så jeg søgte, blev kaldt til samtale og fik jobbet. Alt sammen inden for 7 dage. Det var en uge med drøn på og masser af tanker der fløj rundt i hovedet. Nu er kontrakten skrevet under og jeg har også sagt mit job op i Århus.

Jeg skal starte som softwareudvikler hos AM production 1. marts, og ser frem til de udfordringer jeg vil møde der. Inden da har jeg stadig jobbet i Århus, som det bliver vemodigt at sige farvel til. Det er en sær situation. På den ene side er man overlykkelig over det nye job, men på den anden side havde man jo allerede et job man var glad for. Man skal sige farvel til personer man har haft kontakt med hver dag i over 2 år, og nu skal man måske ikke se dem mere. Men forhåbentligt bliver jeg også glad for det nye job, og de udfordringer det bringer og får nye gode kollegaer.

D-Noc bobber til: "Niarn - Blok 13 (Feat. Las G)"

11 dage Præcis så lang tid gik der før DSBs nye køreplan røg i vasken, og togene blev forsinkede.
Køreplanen har ellers været ganske brugbar indtil nu, selv om det er lidt åndsvagt at toget holder stille i nogen gange ret langt tid, fordi toget er forud for køreplanen.
Men det er vel prisen man må betale for at undgå alt for mange forsinkelser.
Som sagt gik det jo galt i går. 15 minutters forsinkelse på mit tog, og så havde jeg endda været heldig, for nogle af de tidligere tog havde været væsentligt mere forsinkede.
Men 15 minutter hver 11. dag.. det bliver jo til en hel del på et år.... Ikke at det er noget jeg vil bekymre mig specielt om. Tingene ændrer sig jo, som man siger...

Poetisk retfærdighed Hvis der er noget jeg hader, så er det telemarketing-aber, der skider på almindelig pli og dannelse og forsøger at tromle dig med henblik på at stjæle dine penge.

Bare man kunne gøre noget....

Og det kan man heldigvis

Hvor er det både ondt, sjovt og retfærdigt på samme tid. Den stakkels abekat er jo ved at skide i bukserne af skræk. Jeg tror sgu jeg vil prøve det en dag.
Tak til Gooz for linket.

Misery Jeg har netop set den lidt bedagede film Misery, der jo som bekendt er baseret på en Steven King bog. Det er langt fra alle filmatiseringer af Steven Kings bøger der er noget værd, men Misery er faktisk ganske okay.

Nu sidder du sikkert og undrer dig over hvorfor jeg bringer denne gamle film på banen, men der er rent faktisk en rigtig god grund. For selv om jeg mener at jeg har rimeligt solide nerver, når det gælder filmvold, så har jeg netop observeret en rædsel, der gjorde det næsten umuligt, at se denne film igen. Jeg så den første gang for ret mange år siden, og syntes dengang at det var en god film. Med tiden blev handlingens detaljer visket mere og mere ud, men én scene blev ved med at stå fuldstændigt klart for mig. Scenen hvor Annie Wilkes (som bliver spillet skræmmende godt af Kathy Bates) “tøjrer” Paul Sheldon, ved at sætte en stolpe mellem hans ankler, og derefter knuse hans ankler med en muggert. Jeg husker det som en meget brutal affære, hvor de stakkels brækkede fødder dinglede voldsomt efter slaget og at det alt i alt var meget grufulde billeder at se på.

Jeg har siddet og set filmen i toget på vej hjem fra arbejde, så den blev delt over to ture. Da jeg begyndte at se den var jeg bare optaget af den spændende historie, men efterhånden som handlingen begyndte at stå klart for mig, kom jeg i tanke om den skræmmende scene, og straks blev min mave til en hård knude. Jeg havde simpelthen IKKE lyst til at se den grufulde scene. Det nåede jeg heller ikke, for scenen er i sidste del af filmen, så en smule lettet stoppede jeg filmen, da jeg skulle af toget. Men jeg vidste jo så at jeg ville komme til at se den dagen efter, så der var en lille smule knude tilbage. Heldigvis var der ikke mulighed for at se film i toget dagen efter, da strøm var en mangelvare, men knuden var der stadig lidt, for jeg vidste hvad der måtte komme.

I dag så jeg så resten af filmen, og ikke mindst den pågældende scene. Da jeg kunne se at det var nu den kom var jeg på renden af noget der nok kunne kaldes total rædsel for at se filmen. Min hjerne VILLE simpelthen ikke se det, jeg krummede tæer og forsøgte med flakkende blik at finde noget andet at se på. Lyden kunne jeg ikke rigtigt slippe for, men lyd er jo bare lyd. Nå, men scenen udspiller sig og Annie Wilkes svinger muggerten...

...og hvad ser man? Knuste lemmer? Blod? Splat? Næeh.. man ser bare Paul Sheldons forpinte/skrigende ansigt. Hvordan i alverden gik det til. Sandheden må være at mit engang unge og let påvirkelige sind har taget scenen til sig, tilføjet fantasi fra en voldsfixeret hjerne og vupti..

Det leder mig til to konklusioner:

1. Jeg er sej , for jeg overvandt min frygt, og fandt ud af at der slet ikke var noget at være bange for.

2. Jeg har en masse gamle film jeg skal have genopfrisket, for måske var de slet ikke så brutale som jeg husker.
   

Nåja.. det var måske ikke de mest imponerede konklusioner man kunne komme op med, men hvis man absolut føler man SKAL have noget ud af at læse denne Blog, så kan jeg jo bede dig om at tænke på den mest modbydelige ting du husker at have set i en film fra din ungdom, og så se det igen. Men jeg advarer dig, der er to farer; Den ene er at rigtigt mange fede film fra dine unge dage stinker nu om dage, og det andet er at du altså kan risikere at opleve rigtigt grimme følelser undervejs.

Men det føles godt bagefter... ...med mindre naturligvis scenen viser sig at være meget grimmere end du erindrer.

D-Noc lytter til "Lupe Fiasco – Kick, Push" Lupe skal nok drive det vidt.