Gadgets, Gadgets, Gadgets
Yessir.. Så har Papa endeligt fået sig en Xbox 360. Og han så det var godt...
Det er jo en helt fantastisk maskine at spille på. Nemt interface, flot grafik og ikke mindst de talrige muligheder man får med Xbox Live (Her tænker jeg ikke mindst på spillet UNO). Sådan skal en konsol være. Stor var min glæde da også, da de to ultimative spil til Xboxen, Forza og GTA: San Andreas kører upåklageligt på 360'eren. Lækkert.
Jeg kunne jo naturligvis ikke lade være med at forsøge at bruge maskinen som mediacenter også, men her må jeg jo så sige at jeg er skuffet. Først og fremmest fordi man er nødt til at installere noget software til Microsofts Zune legetøj. Hvis Zune er lige så gennemtænkt som softwaren vil jeg meget nødigt investere i sådan en fætter. Få sekunder efter at jeg havde installeret skidtet begyndte det at inficere mit musikbibliotek med uønskede filer. FØJ. Det er bare SLET ikke i orden i 2007, at lade software gøre den slags uden at brugeren er klar over det. 




Nå, men jeg fik stoppet scanningen af mit bibliotek, og ville så lade Xboxen afspille noget af det musik der var blevet scannet. Det fungerede perfekt, men hvorfor i alverden skal Zune softwaren splitte mit bibliotek ad med metadatafiler og coverart, når man alligevel ikke kan se det på Xboxen? Beats me. Video fungerer da, men kun i et begrænset antal formater. Her kan Xbox 360 slet, slet, slet ikke måle sig med XBMC.
Jeg kunne altså hurtigt konstatere at jeg haevde behov for 2 maskiner i mit setup, en 360''er til spil, og en gammeldaws Xbox til XBMC. Det er også mere praktisk, når man gerne vil høre musik og spille spil på samme tid. Men det gav mig et problem. Mit fjernsyn har godt nok 2 SCART stik bagpå, men det ene er futtet af på et eller andet tidspunkt, aner ikke hvordan. Så jeg har været nødt til at finde en løsning på hvordan man kan have flere apparater sat til fjernsynet, uden at skulle gå og skifte SCART stik hele tiden. Nu kunne man jo tro at jeg bare ville have mig en fiks lille SCART box, men problemet med disse er at de som regel vælger at vise output på det apparat der er aktivt, og hvis begge maskiner skal være i drift samtidigt ville dette give problemer.
Så jeg fandt frem til en JoyTech AV selector, som gør det muligt at koble 4 apparater til på samme tid, og så via den medfølgende fjernbetjening vælge output. Og dét er noget der virker.
Sidste skridt var så naturligvis at lære min Logitech remote at der var kommet to nye gadgets, og efter en hurtig lille konfiguration og efterfølgende upload til fjernbetjeningen spillede det også bare. Lækkert, Lækkert, Lækkert. Don''t I just looooove gadgets??? 
Næste skridt bliver jo nok at investere i XP Media Center Edition, for at se hvilke muligheder det giver på Xbox 360. Især da jeg jo har en Shuttle med indbygget TV-tuner kort. Det giver jo måske nogle nye spændende muligheder for noget jeg endnu ikke har haft held med på min XBMC: TV med timeshifting. Men det vil jeg nu nok vente lidt med endnu, for lur mig om ikke der i nærmeste fremtid kommer en Vista Media Center Edition. 
D-Noc lytter til: “Busta Rhymes – Through the Storm (Feat. Stevie Wonder)” -To legender mødes, og spændende toner opstår.
Skoddyr og Stammende dans
I weekenden var det tid til den årlige firma julefrokost. I år var der arrangeret en tur til Ebeltoft zoo, hvor man kunne komme på safari, efterfulgt af en julefrokost med Afrikansk islæt.
Vejret var fra starten imod os. Der kom uanede mængder vand ned fra himlen, men vi var fast besluttede på at gennemføre både den del af safarien hvor man var til fods, men også den del hvor man kørte i Land Rover.
Det var en mørk affære, men alligevel ret interessant. Der var naturligvis mudder overalt, så jeg var ret sikker på at mine Adidas Superstars ville være historie efter safarien, men de overlevede, efter et møde med en våd klud med opvaskemiddel.
Nå, men tilbage til Ebeltoft. Vi så en masse spændende dyr, der i mørket. Jeg nævner i flæng nogle nuttede lamaer, om hvem jeg kan fortælle at de ikke spytter, men rent faktisk kaster op i munden, og dernæst sprøjter opkast ud gennem næsen. Lækkert. Rigtigt lækkert.
Jeg vælger at beholde min barndoms tro på at de spytter. Der var det stilfærdige, lidt forhutlede æsel Carsten og ikke mindst en meget elegant gepard, der havde trodset regnen i håb om at vi måske var et lækkert måltid.
Anden del af safarien foregik i Land Rover, og her så vi også et væld af dyr, fanget i skarpe lyskegler. Vi kom forbi nogle Europæiske bisoner, et dyr jeg ikke anede eksisterede. Det har dog også været meget tæt på udryddelse. På grund af det ekstremt dårlige højttalersystem i Land Roveren var det svært at finde ud af om dyret oprindeligt var et skovdyr eller et skoddyr. Vi konkluderede at siden det havde været så tæt på udryddelse måtte det nok være lidt af et skoddyr. 
Da turen var slut var det ind i varmen, til en lækker afrikansk inspireret julebuffet. Alt det eksotiske kød skulle smages, og alt var rigtigt lækkert. Der var både springbuk, kænguro og struds. Og så var der Slush Ice med vodka. Ikke meget vodka, men det var da okay alligevel.
Da vi havde spist kom aftenens underholdning, nogle folk der baskede løs på nogle afrikanske trommer, og dansede afrikansk stammedans. Det lød kanonfedt (og højt), og showet sluttede af med at vi alle skulle rejse os op, og lære nogle basale stammedansetrin. Det lyder måske ikke specielt morsomt, men det var det. 
Ja, så blev der fyret op for et underdimensioneret anlæg, skænket sprut ad libitum og ryddet plads til at folk kunne swinge træbenet lidt inden de skulle hjem i seng.
Alt i alt en anderledes julefrokost, der var rigtig vellykket, når vi lige ser bort fra regnen. (Som så NATURLIGVIS var holdt op da vi skulle hjem.) 