Det er hårdt at være mobil
Hvis der er noget der kan irritere mig, så er det når mine små elektroniske tingesters batterier begynder at have problemer med at holde strøm i længere tid af gangen.
Det irriterer mig af to grunde. For det første fordi det som regel bliver en udfordring konstant at huske at få dem ladet op, og for det andet fordi det som regel betyder at tingestens levetid er ved at være løbet ud. 
Min bærbare computer for eksempel: to et halvt år gammel og batteriet har været totalt dødt siden januar. Pænt irriterende. Men nu er sådan en bærbar computer jo lidt dyr i det, så man kan jo ikke bare smide den ud og købe en ny. Jeg kan ihvertfald ikke. Heldigvis kan den da også bruges alligevel, hvis bare der er strøm i toget, og det er der som regel. Men jeg så da gerne at jeg på en eller anden måde fik mulighed for at købe en ny.
For nyligt begyndte jeg at døje med min halvandet år gamle mobiltelefon. Den kunne kun holde strøm i cirka 22 timer, og det er der jo ikke meget sjov ved. Så jeg måtte jo investere i en ny. Det blev en fræk rød Sony Ericsson K610i, en telefon der ikke er ret meget anderledes end den jeg allerede havde. Bedre kamera, memorycard og mulighed for 3G telfoni. Det var stort set det. Det handlede også mest om at have en pålidelig telefon, og jeg har bare ikke fidus til Nokia.
Skæbnens lune ville jo så selvfølgeligt at min gamle mobiltelefon efter en god solid ladning på cirka 32 timer igen er istand til at holde strøm i 3-4 dage. Well.. Thats life. Mine erfaringer siger mig at når et batteri først begynder at blive utilregneligt, så er det kun et spørgsmål om kort tid før lortet er helt dødt, så det var nok alligevel okay at jeg købte en ny. Og så er den jo lækker og rød.
En epoke er slut!
Så enkelt kan en begivenhed der fandt sted forrige weekend beskrives.
Jeg havde haft gang i en omgang vodka om lørdagen, men nåede aldrig at komme i byen fordi jeg fik vanvittigt ondt i hovedet, og godt gammeldags ondt i sækken. Det var ellers meget lang tid siden jeg sidst havde været i byen, og jeg havde set frem til at drikke mig i hegnet. Men sådan skulle det så ikke lige være. 
Nå. Fint nok tænkte jeg så. Så ville jeg jo i det mindste være rimeligt frisk dagen efter, for jeg var meget lidt fuld. Men dagen efter havde jeg det møgskidt. Og ikke tømmermænd. Jeg tror simpelthen der var tale om en ussel gang influenza. Jeg endte ihvertfald med at tilbringe det meste af dagen med at spille Xbox eller se film, på sofaen. Det var jo som sådan fint nok, selv om det nagede mig at jeg ikke var kommet i byen dagen før. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er ikke så meget gang i undertegnede og co. for tiden. Det er lidt som om vi har travlt med alle mulige andre ting, og ikke rigtigt kan finde tid til at tage de helt store ture mere. jeg bebrejder ikke nogen. Jeg gør det jo også selv, men det er lidt underligt at alle rammer den situation på næsten samme tid.
Med alle disse ting tumlende rundt i hovedet gik jeg igang med at tømme opvaskemaskinen, for lidt praktisk arbejde skulle der jo også ordnes. Og så var det at det skete. jeg smadrede et glas..
..Og ikke bare et hvilket som helst glas. Nej det var et af de to partyglas jeg har (havde), som min bedste ven og jeg fandt i et skab engang for mange år siden, da vi skulle drikke en af de første flasker rom sammen. (Det var før vi gik over til vodka). Vi skulle have nogle glas at drikke af, og fandt de her fantastisk farvestrålende glas, med en multifarvet solnedgang og lyseblå måger. Vi sagde i kor "nææææh" (jeg husker det endnu ), og hev dem frem. Og siden da drak vi altid af disse glas når vi skulle drikke os lamme. Kort tid efter opstod vendingen "Kun til mågen", som kort fortalt dækkede over at vi havde opdaget at man kunne lave en fabelagtig god Bacardi Límon med cola, hvis man hældte rom i glasset, op til denne hersens babyblå måge. 
Disse glas har med andre ord oplevet en helvedes masse sære ting, og har altid gjort det de skulle, uden at gå i stykker. Men ikke denne gang... Det ene glas skulle altså ende sine dage på den her usle måde.
Underligt nok gjorde det mig urimeligt trist, taget i betragtning af at det kun var et glas. Men det er nok det her halløj med at der er tale om et glas man ikke bare kan erstatte med et nyt, for hvor i alverden skal man skaffe et nyt fra? Og så naturligvis fordi glasset havde så stor affektionsværdi.
Så slog det mig at med et slæng der ikke ses så meget mere, og en druk tradition der aldrig bliver det samme igen nu hvor man ikke har måger at blande efter længere, så er der tale om en epoke der er slut. Selvfølgeligt er der masser af vodkaflasker der skal tømmes endnu, men bliver det nogensinde på samme måde som det var engang? Sikkert ikke, but hey, thats life I guess. 
R.I.P. Mågeglas. I vil blive mindet med et minuts stilhed når den næste flaske vodka får knækket nakken. Peace.
D-Noc nikker med nakken til: Niarn - Jeg har det ikk så godt