Side 1 af 3 i kategorien Film Næste side

9. juni 2009
Terminator Salvation
Igår var jeg et smut i biografen for at se den fjerde film i Terminator serien: Terminator Salvation. På trods af at jeg ikke var specielt imponeret over tre'eren, skulle jeg da alligevel lige have den her med. Traileren havde antydet et orgie af special effects, og traileren løj ikke..
..Det var stort, virkeligt stort. Ja!, der er huller på størrelse med Fyn i handlingen og kontinuiteten, men lige som de tre Star Wars prequels gør det ikke så meget, for stemning og actionniveauet var rigtigt godt.
Det er sjovt at se hvor langt man er kommet inden for special effects siden den første film dukkede op, og det er fedt at filmen holder sig inden for et univers man efterhånden kender indgående.
Desværre kunne man ind imellem godt mærke at manuskripforfatterne gerne ville gå nye veje og matches op imod andre tju-bang action film som Matrix og Transformers. Netop disse to film kan man ikke lade være med at tænke på når man ser Terminator Salvation. Der er rigtigt meget der virker "lånt" herfra. Men man har alligevel magtet at holde sig nogenlunde inden for Terminator universets grænser, bygget lidt til og rettet lidt her og der. Det virker og er god underholdning.
..og så så vi jo også lige en CG Arnold der så mere menneskelig ud end den ægte vare.. so cool
Jeg havde nok lidt håbet på en endelig afslutning på sagaen her i den fjerde film, men der var naturligvis lagt op til at der KUNNE komme en 5'er også...

18. februar 2009
Noget sneg sig under min Star Wars radar
Jeg faldt, ganske tilfældigt over dette lille klip. En reklame for en Star Wars (-ish) film som kan købes i butikkerne allerede nu (jeg har dog ikke set den nogen steder, men cdon.com har den
her)
Anyhoo.. jeg er som det jo nok er gået op for folk, Star Wars Fan, såvel som Simpsons Fan. Og selv om Family Guy på ingen måde når de højder Simpsons gør på kult-meteret, så er det alligevel værd at se. Når man så slår det sammen med Star Wars, så KAN det vel nærmest kun blive et hit

Jeg vil straks bestille et eksemplar af dette lovende produkt

26. november 2008
Hvorfor overså jeg denne film?

For en tre år siden var der en kollega der spurgte mig om jeg ville med i Biografen og se V for Vendetta. Da det var imens jeg arbejdede i Århus og boede i Aalborg takkede jeg nej, da jeg simpelthen ikke overskuede at skulle arbejde en hel dag, slå tiden ihjel til filmen startede og så først med et tog hjem, når filmen var slut.
Filmen blev aldrig rigtigt blæst op til det helt store, og det blev aldrig rigtigt til noget med at få set den film. Men så en dag fandt jeg den til en 50'er i Stereo Studiet og tænkte at nu skulle den da lige ses. Så endte den i min ret store DVD-samling, uden at blive set, indtil en dag jeg bestemte sig for at fylde et par huller i min tegneseriesamling ud, og bestilte Frank Millers "Dark Knight" og Alan Moores "Watchmen" fra Amazon.
Her bliver det jo så interessant, for mindsandten om ikke samme Alan Moore som står bag "Watchmen" også står bag "V for Vendetta". Så kunne det jo nok lige være at jeg blev nysgerrig og bestemte mig for at jeg da skulle se filmen. Og hold da op hvor er den god. Det er en fabelagtig historie, der er fyldt med små hints og paralleler til Nazisme og facistiske regimer. Helt fantastisk. Jeg overvejer ligefrem at købe V for Vendetta på tegneserie også.. tænk hvis den er ENDNU bedre end filmen
Men vent!! Der er mere endnu. For imens jeg har haft travlt med at
bestille tegneserier og checke op på film, faldt jeg over en helt
fantastisk nyhed: "Watchmen" kommer dælme også som film nu

..denne gang må jeg jo nok hellere sørge for at få den set med det samme. Jeg kan næsten ikke vente
Se traileren her (Ved godt youtube er smartere, men efter de har
bestemt sig for at skifte til højere opløsning har jeg ikke kunnet
finde et eneste filmklip der ikke har hakket og hoppet helt vildt,
uanset browser og OS. Forhåbentligt en fejl de får rettet hurtigst
muligt. :-s )
Gotta go.. got comics to read :-P

23. november 2008
Quantum of Solace
Jeg var for nyligt inde at se den nye James Bond film, Quantum of Solace, med en flok kammerater.
Nu har jeg aldrig rigtigt været hooked på James Bond. Jeg synes hele konceptet med en kombineret scoreKaj/dræbermaskine med de mest usandsynlige gadgets har været lige lovligt trættende i længden. Men med Casino Royal, med Daniel Craig som James Bond, skete der noget.
James Bond konceptet blev om ikke nulstillet, så ihvertfald bragt ned på et lidt mere realistisk niveau. Der var mindre fokus på effekter og coole gadgets, og mere fokus på den brutale spionverden, hvor intet er som det ser ud, og man ikke kan stole på nogen eller noget. Quantum of Solace er som bekendt fortsættelsen til Casino Royal. Stilen minder på nogle punkter meget om Casino Royal, men der er alligevel nogle ting der irriterer mig ved filmen.
Det første er den måde de mange aktionsekvenser er filmet på. Man har valgt at lave det som nogle sindsygt hurtige klip, hvor det kræver sin mand at følge med i hvad det egentligt er der sker på skærmen. Der burde instruktøren have fået at vide at klip på over 3 sekunder også er tilladt.
Det næste problem jeg synes der er, er at det ind imellem virker som om man enten ikke har haft historie nok til at fylde filmen ud, og derfor kompenserer med ekstra biljagter/flyjagter/bådjagter/personjagter. Det er da spændende nok, men bliver altså også lidt trættende i længden. En anden forklaring kunne selvfølgeligt også være at man bare gerne ville presse så meget action som muligt ind i filmen. Men så ville jeg hellere have haft lidt mere at vide om hvad Quantum egentligt er, for det virker meget mere interessant. Mon ikke vi kommer til at høre mere om dem senere?
Nu lyder det måske lidt som om jeg ikke brød mig ret meget om filmen, men det er nu ikke tilfældet. Det var såmænd en okay oplevelse. Jeg er bare ikke ved at besvime af lykke efter at have set den, lige som jeg var da jeg havde set The Dark Knight. Forhåbentligt vender Daniel Craig tilbage som James Bond endnu engang, og forhåbentligt får vi lidt mere at vide om Quantum (var der nogen der sagde Illuminati?)

19. februar 2008
HD-DVD er død..
..længe leve Blu-Ray
Eller noget i den stil. Det må være konklusionen på de efterhånden mange nyheder man har kunnet læse på diverse Nyhedssider hele dagen i dag. Dødsstødet kom da Toshiba, som den sidste store HD-DVD producent smed håndklædet i ringen. Inden da havde Microsoft også opgivet HD-DVD, ja der går endda rygter om at der allerede til maj kommer en Blu-Ray afspiller til Xbox 360.
Jeg synes det er fedt at den formatkrig der har været mellem de to formater endeligt er slut. Det betyder at vi som forbrugere kan begynde at gøre klar til at skifte til DVD'ens afløser, uden at frygte at vi ender med nogle film der ikke er mulighed for at afspille. Naturligvis er der allerede folk der har investeret i HD-DVD afspillere og film, men de folk der investerer i cutting-edge teknologi midt under en formatkrig må også være klar over at der er risiko for at stå tilbage med ubrugelig teknologi.
Heldigvis er Blu-Ray afspillerne bagudkompatible, så alle de mange hundrede DVD-film man har investeret i kan stadig afspilles når man engang (inden længe?) skifter til Blu-Ray.
Det store spørgsmål jeg står tilbage med er så hvorfor vi overhovedet skal have et nyt format. Når mere og mere indehold bliver tilgængeligt via Internettet, hvorfor får vi så ikke snart nogle fornuftige Streaming services, så vi kan leje rettet til at streame en film i HD kvalitet? Sagen er nok at der sælges ufatteligt mange film, så der vil gå mange penge tabt, hvis man holdt op med at sælge film på fysiske medier som Blu-Ray o.l.
Der vil naturligvis også komme penge ind på udlejningen af streamede film, men vi kender jo alle den ret konservative filmindustri. 